Konfirmationens historie

Få overblik over konfirmationens historie i Danmark

Den konfirmation, vi kender i dag i folkekirken, har rødder i den katolske kirke.

Konfirmationen, eller firmelse, er for katolikkerne et sakramente, hvilket det ikke er i folkekirken.

I den katolske kirke bliver de unge salvet med en vellugtende olie, der symboliserer, at helligånden er kommet til den firmede og skaber ham eller hende på ny. Firmelsen aktualiserer, hvad dåben siger om, at mennesket står i et forhold til Gud og skal virkeliggøre hans vilje på jorden.

I løbet af 1500-tallet gjorde Luther og reformationen op med en masse af den katolske kirkes skikke og sakramenter. Blandt andet firmelsen, som i Danmark bliver forbudt i 1539, hvor vi får den første kirkeordinans (kirkens grundlov).

Pietismen
Men man opdagede, at noget blev smidt ud med badevandet, da reformationen “rensede” troen, og det er der andre eksempler på end konfirmationen. Det var en reformatorisk bevægelse, pietismen, der fik sat konfirmation på kirkens dagsorden igen.

Navnet pietisme kommer af latin pietas, der betyder hjerte, følelser og inderlighed. Pietismen fandt, at det var nødvendigt med en opfriskning af dåbens ord for de unge mennesker, før de skulle ud i verden og virke for Gud.

Der var en særlig pietistisk konfirmationsskik, hvor præsten sagde til konfirmanden lige efter selve konfirmationen: “Giv så mig hånden derpå og Gud dit hjerte”.

Den nye firmelse bliver til konfirmationen, som vi kender den i dag i folkekirken, hvor den ikke er et sakramente, men mere en slags bevidstgørelse af konfirmanden om, hvad dåben betyder.

Tvangskonfirmation
I 1736 bliver dåb og konfirmation lovpligtig. Alle skal konfirmeres, men for at blive det, skal man bestå en kundskabsprøve.

Hvis man ikke havde bestået, inden man blev 19 år, kunne man ikke gifte sig, være fadder eller vidne. Hvis grunden, til at man ikke bestod, var, at man var vrangvillig og ikke bare for dum, blev man smidt i fængsel!

Når man havde bestået, fik man en konfirmationsattest, som var en forudsætning for at få en skudsmålsbog, og uden den var man ilde stedt i datidens samfund, for den fungerede både som pas og straffeattest og CV.

Uden en skudsmålsbog kunne man ikke rejse uden for sognets grænser og alt blev skrevet ind i den, så fremtidige arbejdsgivere kunne se, hvad man kunne og i det hele taget, hvad man var for en. Hver gang, man krydsede en sognegrænse, skulle man møde op hos degnen eller klokkeren i det nye sogn og lade sig registrere til tvangsaltergang.

Altergangen (nadveren) og konfirmationen hænger sammen på den måde, at man først kunne gå til alters, når man var konfirmeret. En skik der overlevede langt op i det 20. århundrede og stadig holdes i hævd enkelte steder.

Skudsmålsbogen blev først afskaffet ved lov i 1921, men var dog gradvis gledet ud længe før.

1800-tallets sorte kjoler
Konfirmationen var endnu ikke blevet den glade fest, som vi kender i dag. Kundskabsprøven blev efterhånden til en overhøring i kirken, hvor de kvikkeste stor forrest. De dummere – og ofte også fattige børn stod bagest og det var meget pinligt både for konfirmanden og forældrene, hvis overhøringen ikke gik godt.

Egentlig kunne man ikke komme ud at tjene, før man var konfirmeret, men mange kom det alligevel, især hvis de dumpede. For der var ikke råd til at have barnet hjemme alt for længe og lønnen kunne være et sæt konfirmationstøj, som der heller ikke var råd til. I de tilfælde betød det, at man blev konfirmeret langt væk hjemmefra uden sin familie. Der var kun den kirkelige handling.

Konfirmationen var i det hele taget en svær opgave at løfte for de fattigste i datidens Danmark, hvor også præsten skulle have penge – og ekstra til undervisning, hvis konfirmanden måtte gå
om. Helt indtil Grundloven i 1849 var konfirmationen en forudsætning for borgerlige rettigheder.

Alvoren og de praktiske hensyn var de dominerende træk og det afspejledes i tøjet, som skulle være nyt, men af slidstærkt og varmt uld; sort, så det ikke skulle vaskes så tit og endelig skulle det være stort nok til at vokse i. Ofte var det det første sæt tøj, man fik. Det var voksentøj – drengene fik lange bukser og pigerne en tækkelig kjole – og det skulle bruges i mange år hver søndag til kirkebrug og andre særlige lejligheder.

Mod lysere tider
I begyndelsen af det 20. århundrede var der flere og flere kirker, der skilte overhøringen og konfirmationen ad, og i 1909 blev en lov vedtaget, hvor overhøringen helt udgik til fordel for en ”Samtale til Opbyggelse for Ungdommen og den tilstedeværende Menighed”.

Kjolerne var blevet hvide og af mere festligt stof end uld. Det var stadig voksentøj, men nu mere i form af festklæder. Og konfirmationen var da også blevet til en familiefest, hvor forældrene fejrede børnene en sidste gang, inden de drog af som voksne ud på arbejdsmarkedet.

Det var selvsagt ikke blevet billigere at konfirmere sit barn, og forskellige hjælpefonde skød op, hvor man kunne søge om konfirmationshjælp. De nye fagforeninger gav også konfirmationshjælp til trængte arbejderfamilier, selvom den socialistiske arbejderideologi, som stormede frem, var imod den kirkelige konfirmation.

Konfirmation uden kirke
Selve tanken om en fest, der markerer overgangen fra barn til arbejdsduelig voksen, var dog god nok, og allerede i 1915 foregik den første borgerlige konfirmation, som den pudsigt nok blev kaldt.

Det var ”Foreningen mod kirkelig konfirmation”, der i april 1915 kunne inviterer til konfirmationsfest i Folkets Hus på Vesterbro (nu spillestedet Vega). Der var 4 konfirmander, alle piger og 100 gæster.

Det blev en stor succes og mange københavnerbørn mødte derefter op enten til en forårs- eller en efterårskonfirmation. Det blev almindeligt, at en fremtrædende lokal politiker holdt en tale og bagefter festede alle sammen.

I 1928 begyndte Danmarks Radio at transmittere begivenheden og det fik hurtigt skikken til at brede sig til hele landet. Arbejderfamilierne så ud til at have fundet en ny form, som var billigere for den enkelte og styrkede fællesskabet.

Men som det gik op for reformatorerne i løbet af 1600-tallet, må den borgerlige konfirmation på samme måde sande, at noget blev hældt ud med badevandet, for nu eksisterer den borgerlige konfirmation stort set ikke mere.

I 70’erne overgav ”Foreningen for borgerlig konfirmation” arrangementet til den socialdemokratiske ungdomsorganisation ”DUI –leg og virke”, men heller ikke de kunne holde liv i festerne. Tanken er dog ikke helt opgivet, og man arbejder fortsat på at finde et alternativ til de unge, der ikke ønsker en kirkelig højtidelighed, men alligevel gerne vil markere overgangen fra barn til voksen.

Non-firmation
Konfirmationen i Danmark er i dag en fest, der skal føre den unge fra barnestadiet til puberteten, fra lille til stor. Den er ikke et sakramente længere, som i den katolske firmelse. Den er heller ikke længere porten mellem et sorgløst barneliv til et ansvarligt voksenliv.

I de sidste 5-6 årtier er teenagetiden blevet en selvstændig livsalder og det ses på de ændrede festnormer. I folkekirken knyttes konfirmationen nu tæt sammen med dåben og ses som en god anledning til at give den kristne tradition videre til de næste generationer på frivillig og festlig vis.

Men der er flere andre måder at fejre overgangen fra lille til stor på. I 1990’erne fik de alternative fester et navn, nemlig non-firmationer. Det er fester, der ligner konfirmationsfesten med gaver og god mad og hele familien samlet, blot uden den kirkelige indledning.

Non-firmanden er 14-15 år og det er ofte på en af disse fødselsdage, at festen lægges. Nogle unge, der ikke vil konfirmeres og heller ikke holde fest, kan vælge at få en lang rejse eller en hest eller en stor pengegave i stedet for.

Konfirmationen har en broget og omskiftelig forklaringshistorie, men en ting ligger fast, og det er behovet for en rituel markering af et vigtigt skift, der sker i ethvert menneskes liv.

Ligesom for eksempel brylluppet markerer skiftet fra single til par og begravelsen markerer overgangen fra levende til død, har der også altid og i alle kulturer været et behov for at markere barndommens afslutning og begyndelsen til voksenlivet.

Historien har vist behovet for et overgangsritual og det bliver kun formen, der vil ændre sig.

Last modified: 2. januar 2021

Comments are closed.

Close