Dåbens historie

Voksendåb i oldkirken
I den tidligste oldkirke var al dåb voksendåb og fandt sted, når det søgende menneske havde gennemgået en tid med faste, eftertænksomhed, bøn og læsning.
I dåben bekræftede mennesker deres vilje til at træde ind i en ny verden – deres vilje til at ”lade sig genføde ved den levende dåb”. Dette skete efter, at den dåbssøgende først havde ”forsaget djævelen”. Selve dåbsritualet var noget anderledes; centralt var dog tilspørgelsen, således som det også er tilfældet i dag.

Dåbskapellet

De tidligste kirker blev ret hurtigt udstyret med dåbskapeller, såkaldte baptisterier. Det ældst kendte er fra Dura Europus i det østlige Syrien og stammer fra omkring 240. Her fandtes et kar, der målte ca. 1×1,5 m og ca 1 m dybt. Ovenover hvælvede en malet himmel sig med stjerne, og på bagvæggen fandtes et kalkmaleri af Jesus som den gode hyrde.

Barnedåb

På samme tid blev det dog også lidt efter lidt almindeligt, at også børn kunne døbes. I begyndelsen skete det formentlig kun, når barnet var døende; efterhånden blev barnedåb imidlertid mere gængs, og baptisterierne blev udstyret med små fonte til neddypning af børn.

Neddypning

Indtil Reformationen i 1500-årene var det mest almindelige, at såvel børn som voksne skulle dyppes helt ned under vandet. Derfor har vi såvel billeder af Harald Blåtand, der døbes i en tønde, samtidig med at vi ejer de mange fine romanske døbefonte med flotte udskæringer, der minder os om de mange nyfødte børn, der er bragt til en kold kirke for at blive afklædt, nedyppet i koldt vand og bagefter svøbt i et varmt klæde.

Overøsning

Efter Reformationen begyndte skikken med kun at overøse hovedet med vand at blive stadig mere udbredt. Muligheden havde altid været der, hvis eksempelvis præsten skulle udføre nøddåb på en døende. Nu derimod blev overøsning det mest almindelige. Rigtig mange af vores gamle kirker ejer derfor ikke kun en fin middelalderlig døbefont af sten, men også et dåbsfad i messing til at anbringe øverst i fontens åbning.

Dåbsklæder

Eftersom barnet nu ikke længere skulle afklædes, begyndte skikken med at pakke barnet festligt ind i flotte dåbsklæder. Oprindeligt var der tale om, at barnet svøbtes og lagdes i en slags voksiposer syet af de fineste silkestoffer og brokader, de pyntedes med guldkniplinger, sløjfer og flæser. Med til udstyret hørte også særlige huer, der syedes på hver sin vis afhængig af, om det var en dreng eller en pige, der skulle døbes.

Dåbskjoler

Fra slutningen af 1700-årene og fremefter fik man imidlertid mere fokus på børnenes mulighed for at vokse og udfolde sig frit. Nu blev babyer ikke længere svøbt for at holde varmen, men fik kjoler på, de kunne bevæge sig i. Lidt efter lidt ændrede dåbstøjet da også karakter og blev til de traditionsrige hvide dåbskjoler, som de fleste familier ligger inde med. Mange af dem er dog syet til små nyfødte babyer, da det tidligere var lov, at børn skulle døbes, inden de var blevet en uge gamle. De kan derfor ikke længere anvendes af de mange børn, der i dag døbes i alderen 4-6 måneder, men ligger hengemte i skuffer og skabe.

Hvid

Allerede tidligt var farven hvid forbundet med dåben. Det skyldtes Matthæus, der skrev om Jesus på Forklarelsens bjerg, at “Han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset.” (Matthæusevangeliet, kap. 17, vers 2). Mens magtens mænd klædtes i det blodrøde purpur, klædtes den retfærdige og rene derfor i hvidt. De tidligste malerier og mosaikker viser da også, at præster færdedes i hvide klæder, ligesom altså den nydøbte iklædtes i hvidt.

Den ældste dåbsklædning, der formentlig kendes fra Danmark, fandt man for nogle år siden i Viborg: en hvid hørlærredsskjorte, der var krøllet sammen og skubbet ned i fundamentet på et nybygget hus. Der hvor man ellers sædvanligvis i hedensk tid lagde mønter, guldgubber eller andet, havde en nybagt kristen omkring år 1000 skubbet sin dåbsskjorte ned for at bevare huset for brand og storm. Med barnedåben blev den hvide farve ikke længere så bemærkelsesværdig. Babyer ofrede man ikke kostbare farvestoffer på, men bløde og udvaskede linnedklude. Klædt heri og bagefter svøbt i uldne tæpper blev børnene båret til kirke. Siden hen kom der ganske vist farver på svøbet, og den hvide farve blev skjult. For endelig igen at blive reglen i løbet af det 19. århundrede, hvor den hvide brudekjole også blev helt almindelig, også blandt jævne mennesker. Fra da af stammer dåbskjolen, som vi kender den.

Fadderne

Traditionen med faddere kendes helt tilbage til oldkirken. Faddere var dengang sponsorer – garanter – på den, som søgte optagelse i det kristne fællesskab. I en tid, hvor kristne var forfulgte, gjaldt det om at være forsigtig med at optage nye medlemmer. Heraf nødvendigheden af at have en fortaler. Samtidig blev sponsoren dog også pålagt opgaven at ”holde den nydøbte” i hånden på den videre færd ind i den kristne tro. Siden blev fadderne at forstå som en slags ekstra ”fædre” – gudfædre. Ud af denne historie udvikledes traditionen med, at en nydøbt skal have nogle faddere udpeget, der kan træde i mors og fars sted og oplære barnet i den kristne børnelærdom, såfremt forældrene ”falder fra, inden børnene er kommet til skelsår og alder”, som det hedder i dåbsritualet. Loven foreskriver, at forældrene til et barn, som skal døbes, skal have udpeget mindst to og højst fem faddere. De skal selv være døbt ( men ikke nødvendigvis medlem af folkekirken), og de skal være af en vis modenhed, dvs. i praksis konfirmerede.

Last modified: 2. januar 2021

Comments are closed.

Close